Foto af kørende gående og cyklende trafik

400 signalanlæg regulerer byens trafik

Foto af lyskurv

Signalanlæg er vigtige for trafikkens afvikling og sikkerhed. Teknik- og Miljøforvaltningen står for projektering, anlæg, drift og vedligeholdelse af kommunens signalregulerede kryds.


Den 23. november 2008 kunne vi fejre 80-årsdagen for byens første lyskurv. Den blev hængt op over krydset Frederiksborggade / Farimagsgade i 1928.


Det gik hurtigt dengang. Alene i 1931 steg antallet af lyskryds fra 5 til 14. Et af disse var den berømte stoppenål på Rådhuspladsen.
I 1939, før krigen, kom vi op på 38 signalregulerede kryds i alt. Det nyeste af dem hed Lyngbyvej / Emdrupvej. Det var byens første trafikstyrede anlæg. Myldretidstrafikken mod Nordsjælland var stor lørdag eftermiddag. Og på Strøget kørte over 5.000 biler i døgnet - i begge retninger tilsammen forstås. Også bustrafikken var dobbeltrettet. Derfor var der forbud mod cykling på Strøget.


 

Hvordan styres signalanlæg?


Fast tidsstyrede signalanlæg

De fleste af byens signalanlæg er fast tidsstyrede. Det betyder, at de skifter program på faste tidspunkter i løbet af dagen og ugen. Disse programmer indstiller vi på forhånd på vores centrale computer. Programmerne er forskellige for de forskellige dele af byen.

Normalt bruger vi fire forskellige signalprogrammer. Morgenmyldretiden, dagtimerne, aftentimerne og eftermiddagsmyldretiden har hver sin skifterytme.

 

Trafikstyret programvalg

Ved trafikstyret programvalg bestemmer trafikkens aktuelle størrelse, hvilket af de faste programmer, der skal være i drift. Strækningen fra Lyngbyvejen til Sølvgade er den længste med trafikstyret programvalg. På denne strækning træffes programvalget for alle lyskryds af spoler i kørebanen ved Fredensbro og Hans Knudsens Plads, hvor biltallet opgøres hvert 3. minut.

 

Frit trafikstyrede signalanlæg

I trafikstyrede signalanlæg bestemmes grøn- og omløbstiderne efter den aktuelle trafikmængde. Styreapparatet får information om trafikmængden af detektorspoler i kørebanen og meldinger om eventuelle fodgængere via fodgængertrykkene på signalstanderne.

En del af de trafikstyrede signalanlæg er udført som såkaldte rød-hvile anlæg. Det betyder, at signalanlægget viser rødt i alle retninger, når der ikke er registreret trafik i nærheden. Fordelen ved dette er, at det er muligt at sikre et hurtigt signalskift til grønt, når en trafikant melder sig på banen.


Adaptiv signalstyring  

Ved adaptiv signalstyring forstås en avanceret trafikstyret samordning af flere signalanlæg, der tilpasser (adapterer) de enkelte signalanlægs grøntider samt de grønne bølger til den aktuelle trafikmængde og det aktuelle trafikmønster. Filosofien i et adaptivt signalstyringssystem er, at aktuelle trafikdata på en række detektorspoler i kørebanen indsamles og på baggrund heraf udregnes de optimale grøntider, omløbstider og grønne bølger.

Ved at anvende adaptiv signalstyring er det muligt at skabe større kapacitet på en strækning og samtidig opnå en reduktion af den samlede ventetid. Dermed kan adaptiv signalstyring være et billigere alternativ til en dyr udbygning af en vejstrækning.
I Københavns Kommune var der i 2005 to forskellige adaptive trafikstyresystemer i drift; MOTION i Valby og CenTAP i Sydhavnen. 
 

Grønne bølger

Tætliggende signalanlæg er projekteret således, at de er samordnet. Med andre ord er der mange steder grøn bølge. På denne måde bliver trafikafviklingen mere glidende, sikker og miljøvenlig. Signalanlæggene på de fleste større veje er samordnet, så hvis man kører med den tilladte hastighed, kan rejsetiden afkortes, og rejsen kan dermed blive mere komfortabel, sikker, miljøvenlig og billig.

På forskellige vejtyper har vi grønne bølger for de forskellige trafikantkategorier: Busser, biler og cykler.


Kontakt os

Har du gode idéer eller forslag til ændringer af signalanlæg er du meget velkommen til at kontakte os.

Du må i øvrigt meget gerne kontakte os, hvis du har set et signalanlæg, der ikke virker, som det plejer, hvis der er en dårlig grøn bølge på en strækning, eller hvis der er for lange ventetider i et kryds.

 

 
 
Henvendelse Henvendelse
Center for Trafik
Postboks 450
1505 København V
Tlf: 33 66 33 66
E-mail: trafik@tmf.kk.dk
Forvaltning:
Teknik- og Miljøforvaltningen
Telefontider:
Mandag - fredag: 9.00 - 15.00
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212