Færdselslovens regler om pålæggelse af standsnings- og parkeringsafgift er begrundet i færdselssikkerhedsmæssige, ordensmæssige, byplanmæssige og betalingsmæssige forhold.
De fleste bestemmelser er først og fremmest fastsat på baggrund af færdselssikkerhedsmæssige og ordensmæssige hensyn, men der kan også lægges vægt på andre hensyn. Som eksempel på bestemmelser fastsat på baggrund af byplanmæssige hensyn kan nævnes bestemmelserne om parkering i opholds- og legeområder.
Den overordnede baggrund for parkeringsreglerne er fastsat i færdselslovens § 28, stk. 1, hvorefter man ikke må henstille et køretøj, således at det er til fare eller ulempe for andre.
De fleste regler er så præcist formuleret, at Center for Parkering ikke skal foretage en egentlig formålsfortolkning af de enkelte parkeringsregler. Der vil således normalt ikke skulle foretages en konkret vurdering af, om et parkeret køretøj nu også har været til fare eller til ulempe. Professor i strafferet Vagn Greve har i Færdselsstrafferet, 2001, side 152, beskrevet det på følgende måde:
"…udgangspunktet (er), at der kan reageres, når parkeringen er sket på et af de nævnte steder, uden at det skal godtgøres, at der i den givne situation var fare eller ulempe. Føreren kan ikke fri sig for ansvar ved at bevise, at hans/hendes parkering eller standsning ikke var til fare eller ulempe."
Parkerer man f.eks. mindre end 10 meter fra et vejkryds, vil man kunne blive pålagt en parkeringsafgift. Denne afgift vil ikke blive frafaldet, selv om man kan påvise, at parkeringen ikke i den konkrete situation har været til fare eller til ulempe.
Center for Parkering, der fungerer som en driftsenhed, men fortsat er en del af Københavns Kommune, administrerer sammen med Københavns Politi parkeringsreglerne i Københavns Kommune.
Det er vigtigt at understrege, at Center for Parkering som offentlig myndighed er underlagt de almindelige forvaltningsretlige krav og forpligtelser, der stilles til offentlige myndigheder i forbindelse med bl.a. myndighedsudøvelse.
Dette medfører bl.a., at Center for Parkering altid skal handle sagligt og i overensstemmelse med den såkaldte lighedsgrundsætning.
Hertil kommer, at parkeringsafgifter er indgribende afgørelser, hvorfor der herudover stilles krav om, at afgifterne skal hvile på et sikkert offentligretligt hjemmelsgrundlag.
Hjemmelsgrundlaget vil typisk være færdselsloven og hertil hørende bekendtgørelser, såsom vejafmærkningsbekendtgørelsen, p-skivebekendtgørelsen og den lokale bekendtgørelse om standsning og parkering i København.
En afgørelse om at pålægge en parkeringsafgift skal hvile på et sikkert grundlag. Center for Parkering skal derfor behandle sagerne på en sådan måde, at det sikres, at der træffes lovlige og rigtige afgørelser.
Der gælder et overordnet forsigtighedsprincip, der skal indgå som det bærende element for den måde, hvorpå den enkelte parkeringsvagt udfører sit arbejde.
Er parkeringsvagten f.eks. i tvivl – og kan denne tvivl ikke umiddelbart afklares f.eks. ved drøftelse med en kollega – bør forsigtighedsprincippet medføre, at der ikke pålægges en parkeringsafgift.
Det skal i den forbindelse også understreges, at den enkelte parkeringsvagt ikke har og i øvrigt ikke må have en personlig interesse i sagen. Parkeringsvagten er f.eks. ikke provisionslønnet. Hertil kommer, at parkeringsvagten som alle offentligt ansatte virker under et tjenstligt og strafferetligt ansvar.
Det kan desværre ikke undgås, at der kan opstå uenighed mellem bilisten og parkeringsvagten om de faktiske forhold.
Fogedretskendelserne gengivet nedenfor er illustrerende for Center for Parkerings bedømmelse af sådanne sager:
Fogedretten i København behandlede den 10. januar 2002 en sag, hvor bilisten gjorde gældende, at hans bil ikke var parkeret på det sted, hvor bilen af parkeringsvagten var blevet pålagt en parkeringsafgift. Fogedretten fandt henset til parkeringsvagtens forklaring – herunder navnlig forklaringen om, at en anden parkeringsvagt kontrollerede, at den omhandlede parkeringsafgift var i orden, samt at bilistens forklaring ikke var overbevisende – at parkeringsvagtens forklaring kunne lægges til grund, hvorefter parkeringsafgiften var pålagt med rette.
Fogedretten i København tog den 12. februar 2001 stilling til en sag, hvor der var strid om, hvorvidt der havde foreligget en gyldig billet i bilens forrude. Parkeringsvagten forklarede meget omhyggeligt om sin praksis i forbindelse med sådanne billetsager. Fogedretten fandt efter parkeringsvagtens forklaring, at parkeringsafgiften var lovligt pålagt.
Center for Parkering foretager en lignende prøvelse ved behandlingen af indsigelser mod en parkeringsafgift. Efter fast praksis lægger Center for Parkering imidlertid parkeringsvagtens forklaring til grund, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, såsom at bilisten har sandsynliggjort, at parkeringsvagtens forklaring er forkert.
Når parkeringsafgiften er pålagt, vil ejeren af køretøjet eller andre parter i sagen kunne gøre indsigelse mod parkeringsafgiften. Under punktet klagevejledning findes "klageblanket/indsigelsesblanket" (pdf), der kan anvendes, hvis man ønsker at gøre indsigelse.
Center for Parkerings afgørelse kan derimod ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Da Center for Parkering pålægger et meget betydeligt antal parkeringsafgifter om året, vil det naturligvis ikke kunne undgås, at der bliver pålagt afgifter, der må frafaldes. Dette vil i praksis typisk være, fordi der foreligger nogle objektive faktiske forhold, som parkeringsvagten ikke havde mulighed for at opdage, såsom at køretøjet er stjålet, havareret mv. eller at den afmærkede parkeringsrestriktion var defekt, da afgiften blev pålagt. Den, der gør indsigelse om, at der foreligger sådanne objektive forhold, skal være opmærksom på, at det påberåbte forhold normalt skal dokumenteres over for Center for Parkering.
Når Center for Parkering modtager en indsigelse mod en parkeringsafgift, foretager Center for Parkering på baggrund af indsigelsen og sagens øvrige materiale en konkret og individuel vurdering af sagen.
Parkeringsafgifter bliver kun frafaldet, hvis der er et sagligt grundlag herfor.
Hvis parkeringsafgiften lider af en væsentlig retlig mangel, vil den efter omstændighederne normalt skulle frafaldes.
Herudover vil der formentlig være retlig pligt til at frafalde en parkeringsafgift, hvis de faktiske omstændigheder i forbindelse med pålæggelsen af afgiften må sidestilles med den strafferetlige grundsætning om nødret. Da anvendelsesområdet for den strafferetlige grundsætning om nødret er meget snævert, vil parkeringsafgifter i praksis kun sjældent blive frafaldet af denne grund.
En parkeringsafgift kan også eftergives, hvis der er tvivl om bevisets stilling. Bevistvivl foreligger, når der på den ene eller anden måde er sået tvivl om, hvad der rent faktisk er sket, herunder om køretøjet var henstillet ulovligt.
Hvis Center for Parkering vurderer, at forsigtighedsprincippet klart er tilsidesat i forbindelse med pålæggelsen af en parkeringsafgift, kan Center for Parkering også af denne grund vælge at frafalde parkeringsafgiften. Denne undtagelse er ikke retligt begrundet, hvorfor man f.eks. normalt ikke kan påberåbe sig en overtrædelse af forsigtighedsprincippet ved en prøvelse af sagen.
Herudover vil en parkeringsafgift kun blive frafaldet, hvis der foreligger tvingende ekstraordinære omstændigheder. Denne undtagelse, der uden for de egentlig nødretstilfælde ikke er retligt begrundet, skal fortolkes snævert. Tvingende betyder i denne sammenhæng, at den ulovlige parkering ikke burde have været undgået i lyset af de konkrete omstændigheder.
Bliver en fødende kvinde kørt til hospitalet i en privat bil, vil der efter omstændighederne kunne være tale om tvingende ekstraordinære forhold, hvis fødslen f.eks. er i gang ved ankomsten. Sådanne omstændigheder vil til dels kunne retfærdiggøre en ulovlig parkering. Bliver barnet derimod først født adskillige timer efter ankomsten til hospitalet, foreligger der ikke tvingende omstændigheder.
Indsigelser om, at reglerne er urimelige, at afgiften er ærgerlig eller at parkeringsforseelsen er sket af undskyldelige – men ikke tvingende – grunde m.v., kan derimod ikke føre til, at en parkeringsafgift frafaldes.
Det sker f.eks., at en parkeringsvagt, efter at have observeret en bil i den fastlagte periode og efter, at der er pålagt en afgift for manglende parkeringsbillet i den indre by, møder bilisten, der kommer farende med lommen fuld af mønter. I et sådant tilfælde burde bilisten være klar over, at der normalt skal bruges mønter ved parkering i indre by, ligesom bilisten dels som følge af den tid, der går før parkeringsvagten kommer til stede, dels som følge af parkeringsvagtens observationstid har haft et vist (kortere) tidsrum til at veksle i. En sådan parkeringsafgift er naturligvis ærgerlig, men bør ikke frafaldes, da den er lovligt pålagt.
Det skyldes bl.a., at det ikke vil være sagligt i forhold til det relativt præcise regelgrundlag, som Center for Parkering administrerer, at lægge vægt på, om det er synd eller ærgerligt for den enkelte borger. En sådan praksis ville i givet fald i høj grad blive styret af den enkelte ansattes følelser og personlige sympatier. Sådanne hensyn bør ikke være en del af en offentlig myndigheds beslutningsgrundlag.
Hertil kommer, at det også vil kunne medføre en betydelig forskelsbehandling af de enkelte bilister, da det vil være vanskeligt at opstille en entydig praksis på baggrund af sådanne hensyn.
Medarbejderne instrueres derfor om, at det ikke er Center for Parkerings praksis at undlade at pålægge afgifter eller at frafalde afgifter, blot fordi det er synd eller ærgerligt for den enkelte borger at skulle betale afgiften.
Østre Landsrets dom af 15. oktober 1985 illustrerer retsgrundlaget bag denne praksis:
En gangbesværet mand parkerede sin invalidevogn på en motorcykelplads i over 20 minutter. Han skulle til et vigtigt møde, og der var ingen ledige p-pladser. Østre Landsret fandt, at parkeringsafgiften var lovligt pålagt. Det forhold, at den pågældende var handicappet, at parkeringen var kortvarig, at det var et vigtigt møde og at der ikke var nogen ledige pladser, kunne altså heller ikke efter landsrettens opfattelse føre til et andet resultat.
En sag fra Folketingets Ombudsmands praksis er også illustrativ i denne henseende:
En kommune havde pålagt en borger en parkeringsafgift, fordi hans bil var parkeret med forkert indstillet parkeringsskive i en zone med 2 timers gratis parkering.
Borgeren kunne påvise, at hans parkering var påbegyndt kl. 04.45, og afgiften blev pålagt samme sted kl. 08.01 den samme dags morgen. Tidsbegrænsningen i området på 2 timer begyndte kl. 07.00. Borgeren havde derfor utvivlsomt parkeret i mindre end de tilladte to timer, da kommunen pålagde parkeringsafgiften.
Kommunen fastholdt afgiften, da bilisten havde parkeret i strid med den regel, der kræver, at parkeringsskiven indstilles til tidsbegrænsningens start. Parkeringsskiven skulle derfor i den konkrete sag have været indstillet til kl. 07.00.
Folketingets Ombudsmand fandt efter en nærmere undersøgelse af reglen i p-skivebekendtgørelsens § 3, at overtrædelsen af denne regel i sig selv kunne medføre pålæggelse af en parkeringsafgift i overensstemmelse med færdselslovens § 121, selvom det kunne bevises, at tidsbegrænsningen ikke i sig selv var overskredet.
Er man af den overbevisning, at Center for Parkering har truffet en forkert afgørelse, som fastholdes af Center for Parkering, har man, hvis man protesterer over kommunens afgørelse og undlader at betale, mulighed for at få prøvet om afgiften er lovligt pålagt af pantefogeden.
Foretager pantefogeden udlæg og protesterer borgeren herimod, vil afgiftens berettigelse blive prøvet af fogedretten. Omkostninger forbundet med fogedsagsbehandlingen skal man normalt selv betale.
Hvis man ønsker parkeringsafgiftens lovlighed prøvet af fogedretten, kan man i Københavns Kommune indgå en aftale med skatteforvaltningen om en særlig hurtig procedure herfor. Man vil herefter ikke skulle betale rykkergebyrer, men man vil som nævnt normalt ikke kunne undgå at betale øvrige sagsomkostninger forbundet med fogedrettens prøvelse af sagen.
Man har herudover altid mulighed for at klage til Folketingets Ombudsmand. Folketingets Ombudsmand vurderer herefter selv, om ombudsmanden vil behandle sagen.
Herudover vil man normalt i overensstemmelse med grundlovens § 63 kunne anlægge sag mod Center for Parkering ved de almindelige domstole, såfremt man har en retlig interesse i det spørgsmål, som man ønsker prøvet ved domstolene. Dette forudsætter efter retspraksis, at man har en væsentlig, individuel interesse i retssagens udfald. Den person, der hæfter for betalingen af parkeringsafgiften, har utvivlsomt en sådan interesse og har derfor også kompetence til at anlægge retssag herom.
Selv om det ikke er muligt at klage over en pålagt parkeringsafgift til en anden administrativ myndighed, vil der således være flere retlige muligheder for at få prøvet afgørelsen og Center for Parkerings praksis.
Advokat
Anders Valentiner-Branth
Folketingets Ombudsmands udtalelse af 12. januar 2001. Bekendtgørelse nr. 961 af 27. december 1991. Bekendtgørelse nr. 830 af 26. november 1998. Vagn Greve skriver i færdselsstrafferet, 2001, side 152, at i områder, hvor der er parkeringskontrollører er det i praksis dem, der pålægger afgifter, men politiet kan også pålægge afgifter. Folketingstidende 1970-71, tillæg A. sp. 2303. Lovforslag nr. L 156, der blev fremsat den 15. december 1999.
