Som grundejer varierer dit ansvar afhængigt af om din ejendom ligger ud til en privat eller offentlig vej. Her kan du få svar på om vejen er offentlig eller privat. Klik på By og trafik i venstre menu og sæt herefter flueben i vejstatus.
Ligger din ejendom ud til en offentlig vej eller sti, har du pligt til at rydde for sne, gruse og holde rent, også for ukrudt. Det gælder normalt fortove eller stier, men kan også være adgangen til udvendige trapper. (Kommunen har pligt til at renholde kørebane, cykelsti, rendestensriste, brønde, fodgængerbroer og tunneller, inklusive trapper og ramper).
Pligten omfatter de første 10 meter fra ejendommens skel. Ved gågader og lege- og opholdsarealer dog kun de første 2,5 meter fra huslinjen. Er der indenfor de første 10 meter et færdselsareal beregnet til andre kørende end de, der har ærinde til ejendommen, har grundejeren kun pligt til at rydde og renholde mellem ejendommen og dette areal. En grundejer har pligt til at rydde og gruse overkørsler, hvor en sidegade munder ud i en anden gade.
For at sikre en ensartet og højere renholdelsesstandard i København har Center for Renhold overtaget grundejernes renholdelsesforpligtelse på de offentlige fortove flere steder i byen. Læs mere om det kommunale fortovsrenhold.
Ligger din ejendom ud til en privat vej eller sti, har du pligt til at rydde for sne, gruse og holde rent på kørebane og fortov eller på sti. I de fleste tilfælde strækker denne pligt sig til vejens midte, da ejeren på den modsatte side af vejen har pligt til at sørge for sin halvdel.
Ryd også gangstier på din egen grund af hensyn til postbude og renovationsfolk.
Er du i tvivl om pligtens omfang, så kontakt Center for Renhold, evt. på mail renhold@tmf.kk.dk
Hvor ren er København sammenlignet med andre europæiske storbyer? Læs svaret i Københavns Miljøregnskab.