Teknik & Miljøforvaltningen er kommunens vejmyndighed. Vi fører rutinemæssigt tilsyn med alle offentlige arealer for at sikre, at trafikfarlige forhold bliver udbedret så hurtigt som muligt.
Du skal dog være klar over, at vi ikke kan være over hele byen hele tiden. Vi kan eksempelvis ikke forhindre, at der opstår pludselige skader i belægningen, ligesom det ikke er muligt at lappe huller i samme øjeblik, som de opstår, eller snerydde og salte samtidig med, at sneen falder. Som trafikant i København har du derfor også en forpligtelse til at færdes efter forholdene.
Du kan hjælpe med sagsbehandlingen ved at fremsende dokumentation for, at der har været fejl eller mangler på vejen, at der er sket en skade som følge af fejlen, samt hvad skaden har kostet dig at få udbedret (vedhæft gerne samlet dokumentation max 2 MB).
Det er vigtigt, at du udfylder anmeldelsen så udførligt som muligt. Er anmeldelsen udfyldt korrekt, vil du hurtigere kunne modtage et svar fra os.
Når Teknik & Miljøforvaltningen har modtaget din henvendelse, vil du få en bekræftelse. På baggrund af dine oplysninger og dokumentation vil vi undersøge forholdene på skadestedet og - sædvanligvis indenfor 30 dage – vurdere, om vi kan anerkende dit krav på erstatning.
Hvis ulykkestilfældet har medført legemsbeskadigelse, og er der lavet skadestuerapport eller lign., bedes dette indsendes sammen med skadeanmeldelsen.
Vi vil gøre vores bedste for at behandle din skadeanmeldelse så hurtigt som muligt.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis der er spørgsmål i forbindelse med anmeldelsen eller skaden.
Gå til online skadeanmeldelse.
På private fællesveje
Er du så uheldig, at du/din cykel/din bil/dit tøj eller lignende på grund af huller eller andre ujævnheder kommer til skade på en privat fællesvej, kan du søge erstatning ved at rette henvendelse til den tilgrænsende grundejer. I henhold til Lov om private fællesveje § 57 er det den tilgrænsende grundejer, der har ansvaret for at holde vejen i en under hensyn til færdselensart og størrelse god og forsvarlig stand.
Forvaltning:Teknik- og Miljøforvaltningen