At butikkerne gør det nemmere for kunderne at returnere deres tomme flakser/dåser. Når flaskeautomaten er i stykker skal butikkerne modtage de tomme flasker/dåser alligevel. Ellers skal kunden slæbe dem rundt til flere butikker, og ender med at smide dem ud til skrald. Butikkerne skal også modtage alle slags flasker/dåser med pant og ikke kun den slags, de selv sælger. Frank, København V.
Det skal være muligt for virksomheder, at tilmelde sig ordningen ”Nej tak til reklamer”. Mange reklamer ryger nemlig direkte i skraldespanden uden nogensinde at blive læst. De regler skal ændres, så vi kan spare miljøet for mange tons unødvendigt affald. William, København K.
Mellem boligblokkene skal der være et område, hvor man kan kompostere. Alle boliger kan så aflevere deres køkkenaffald til kompostering. Af komposten kan viceværten eller en anden lave en grøntsagshave med gratis grøntsager til dem, der har bidraget med madaffaldet. Rakel, København
Et thebrev er lavet af 2 dele, og ved at klippe det over har man pludselig til 2 kopper the. Dette lille tip sparer enkelt og let penge og affald. Sandra, København SV.
Ved at bage sit eget brød laver man mindre skrald. Det er ikke kun poserne til indkøbt brød, der skaber affald. Hele processen med at fremstille brød og transportere det giver også CO2 udslip fra maskiner og lastbiler. Generelt kan man spare emballage ved at vælge bastante råvarer, når man handler. Ved at lave mad fra bunden sparer man på processerne, der skaber skrald og CO2. Nina, København
Genbrug papir ved at klippe brugt papir ud til små notesblokke, så kan bagsiden bruges til huskesedler, indkøbslister, m.m. På den måde får et A4-ark 2 liv. Majken, København NV.
Fryseposer kan bruges igen, hvis de ikke er tilsmudsede. Hvis man vælger store fryseposer, kan de til sidst bruges til skraldeposer. Majken, København NV.
Man kan sy gamle nederdele eller kjoler om til flotte opbevaringsposer. Ved at vende vrangen ud og sy bunden sammen har man en fin opbevaringspose. Ditte, København K.
Mit storskraldsrum fungerer næsten som et byttehjørne. Tingene forsvinder ligeså hurtigt, som de dukker op. Mit forslag er bare, at have et separat rum eller bare et specielt sted til de ting, andre kan få glæde af. På den måde vil gamle brædder og snavs ikke blandes med gode møbler, bøger eller tøj. Ditte, København K.
Når du har afleveret dine tomme dåser og flasker i pantautomaten, tager du den brugte plasticpose med hjem igen. Den kan bruges som skraldepose. Lisbeth, København
Der findes butikker, som kan genopfylde printerpatroner. Den billigste løsning er at medbringe sin egen patron og få den genopfyldt. Nogle steder kan man dog også købe patroner, der er genfyldt. I stedet for at aflevere den brugte printerpatron på genbrugsstationen kan man forlænge patronens levetid. Morten, København K.