Gratis kompostmuld

I år kan du igen hente gratis kompostmuld på genbrugsstationerne.

Genbrugsstationerne i Amagerforbrændings opland udleverer kompostmuld i perioden:
Lørdag den 31. marts til søndag den 15. april 2012

Genbrugsstationerne i Vestforbrændings opland udleverer kompostmuld i perioden:
Onsdag den 21. marts til torsdag den 29. april 2012 


Dit gamle haveaffald bliver til kompostmuld
Kompostmuld er et rigtig godt eksempel på, hvad der bliver af affald, som afleveres på genbrugsstationen. Det haveaffald, som du afleverer det ene år, kan du året efter hente som kompostmuld. Mulden laves af haveaffald som grene, kviste, blade, græsafklip, ukrudt og lignende plantemateriale.

Kompostmulden er fyldt med næringsstoffer, som er vigtige for planternes vækst, og den tilfører jorden humus. Humus gør jorden løs og let og forbedrer forsyningen med vand og luft til planternes rødder.

Haveaffaldet, som du afleverer på genbrugsstationen, køres til virksomheden RGS90 A/S, hvor det bliver komposteret.

Først klippes og skæres haveaffaldet i små bidder i en maskine, der minder om en stor flishugningsmaskine. Herefter lægges materialet i store bunker i ca. seks måneder - afhængig af årstiden. Den høje temperatur under komposteringen sikrer, at de fleste af de ukrudtsfrø, der er i haveaffaldet, bliver slået ihjel. Bunkerne vandes regelmæssigt efter behov. Til sidst sigtes materialet og tilsættes bakkesand for at give det en endnu løsere struktur og gøre det let at arbejde med selv i vådt vejr. Herefter er kompostmulden klar til brug i haven.

Kompostmulden overholder grænseværdierne for ren jord klasse 1. 
 
Sidst redigeret 06/03 - 2012
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212