Mål for affald:
I 2010 producerede de københavnske husholdninger tilsammen 202.000 tons affald. Siden 2006 er mængden af affald fra husholdningerne således faldet med 32.000 tons eller 14 %. Hver københavner producerede i gennemsnit 380 kg affald i 2010. Det er 19 % mindre end i 2006, og markant under landsgennemsnittet, som i 2008 var på 660 kg per indbygger. Mængderne af affald påvirkes bl.a. af den økonomiske udvikling i samfundet. Med faldende økonomisk vækst ses der også et fald i affaldsmængderne. Faldet i mængden af affald letter belastning af miljøet.
Note: opgørelsen omfatter både dagrenovation, storskrald, affald til genanvendelse og farligt affald.
Affald sendes enten til genanvendelse, energiudnyttelse ved forbrænding, specialbehandling eller deponi. I dag går lidt under 3/4 af husholdningsaffaldet til forbrænding, mens godt ¼ sorteres i husholdningerne og går til genanvendelse. Ganske få procent specialbehandles eller deponeres. Udviklingen i husholdningernes totale affaldsmængder, affald til forbrænding og affald til genanvendelse har fulgt hinanden frem til 2007. Fra 2007 til 2010 er de totale affaldsmængder og affald til forbrænding faldet, mens affald til genanvendelse næsten er forblevet stabil. Så selv om mængden af affald samlet set er faldet, er genanvendelsen slet ikke faldet tilsvarende.
Andelen af affaldet fra husholdninger, som blev genanvendt, var således 27 % i 2010 mod 23 % i 2006. Det svarer til, at 4.500 tons affald, der ellers ville være gået til forbrænding i 2010 nu er blevet sorteret fra og sendt til mere miljøvenlig behandling. Ifølge Affaldsplan 2012 skal målet om, at 33.000 tons affald bliver sorteret fra til miljøvenlig behandling, bl.a. nås ved at mængden af husholdningsaffald til genanvendelse øges med knap 12.000 tons i 2012. Kommunen er således på vej til at nå målet for husholdningsaffaldet.
Affaldsplan 2012