Københavns ambitiøse målsætning om at være CO2-neutral i 2025 er koblet til en målsætning om at skabe fornyet vækst og beskæftigelse i byen. København skal være centrum for grøn vækst. Byen skal være et levende laboratorium for afprøvning af nye grønne løsninger og et internationalt udstillingsvindue for de smarteste løsninger. Det kræver bl.a., at kommunen investerer massivt og motiverer andre til at gøre det samme, og at kommunen indgår partnerskaber med erhvervsliv og vidensinstitutioner om både finansiering og teknologiudvikling.
Københavns Borgerrepræsentation og Københavns Energi har for 2010 og frem til 1. april 2011 foreløbig vedtaget at afsætte i alt 979 mio. kr. til planlagte grøn vækst initiativer. Anvendelsen af midlerne er fordelt over årene 2010 – 2016.
De samlede investeringer er udtryk for de midler, som Københavns Kommune og Københavns Energi anvender på indsatser, som både sænker CO2 og øger beskæftigelsen. Note: Fra budget 2010 frem til 1. april 2011 og inkl. Københavns Energis forventede investeringer
De første midler til grøn vækst er afsat i forbindelse med kommunens budgetter for 2010 og 2011, hvor grøn vækst initiativerne i 2010 beløber sig til i alt 133,5 mio. kr. og i 2011 til 403,6 mio. kr.
Herudover blev der indgået en særlig aftale i Borgerrepræsentationen i starten af 2010 (Kickstart København), hvor der bl.a. blev afsat 100 mio. kr. til cykelområdet, og i marts 2011 blev anlægspakken ’KBH i vækst’ vedtaget med bl.a. 89 mio. kr. til initiativer vedr. energirenovering og grøn mobilitet. Endelig har Københavns Energi i 2011 taget de første skridt i forhold til at investere i alt 386 mio. kr. i vindmøller og fjernkøling.
Investeringerne i grøn energi, der udgør den største andel, omfatter Københavns Energis forventede investeringer i vindmøller og fjernkøling.
Den grønne mobilitet, som udgør godt en tredjedel af de samlede investeringer, styrkes gennem investeringer i bedre forhold for cyklister og gående, brintteknologi, elbiler samt partikelfiltre. Samtidig investeres i den kollektive trafik, så den bliver hurtigere og mere sammenhængende med bedre forbindelse mellem tog, bus og metro.
Endelig investerer kommunen i energirenovering af kommunens egne bygninger for at spare energi og sikre miljørigtig drift. Note: Fra budget 2010 frem til 1. april 2011 og inkl. Københavns Energis forventede investeringer
Kommunen har sikret ekstern medfinansiering til en række af sine grøn vækstinitiativer fra forskellige EU-fonde, Trafikstyrelsen og den statslige pulje til supercykelstier. Indtil videre er det lykkedes at supplere kommunens egne investeringer i grøn vækst initiativer med en ekstern medfinansiering på i alt 52 millioner kr. til bl.a. en cykelbro og miljøvenlig busdrift.
Kommunens grønne investeringer skaber ud over CO2-reduktioner også vækst og beskæftigelse. De vedtagne investeringer i grøn energi, grøn mobilitet og energirenovering fra budget 2010 og frem til april 2011 forventes at give en jobeffekt svarende til, at i alt 1540 personer får arbejde i ét år.
Jobeffekten er beregnet over en treårig periode i forhold til de vedtagne investeringer, som falder under grøn vækst initiativerne, herunder Københavns Energis forventede investeringer i grøn energi. Effekten er opgjort for det år, hvor investeringerne i grøn vækst initiativerne er besluttet. Størrelsen af effekten afhænger af, hvilke typer projekter, der investeres i.
Københavns Kommune samarbejder med virksomheder og organisationer for at fremme den grønne vækst i København. I Foråret 2011 har kommunen især fokuseret på:
Afholdelse af grønne internationale kongresser i hovedstadsområdet bidrager til vækst og markedsføring af Øresundsregionen og hovedstadsområdet som klimavenligt. Danske virksomheder kan udstille og markedsføre nye grønne teknologier, og der kan etableres nye internationale samarbejder.
Således afholdes verdens største vindmøllekongres og udstilling i København med forventet ca. 6.000 deltagere i 2012. Og i 2014 kommer en stor prestigefyldt videnskabskonference og udstilling til byen med omkring 5.000 deltagere.
Et partnerskab består af Klimakonsortiet, Region Hovedstaden, Wonderful Copenhagen, Copenhagen Cleantech Cluster, Visit Denmark og Københavns Kommune arbejder for at tiltrække yderligere relevante kongresser.
Kommunen arbejder forsat med at konkretisere og måle grøn vækst i samarbejde med øvrige aktører på området.