Fortællinger om inklusion

På denne side ligger 4 gode historier om inklusion. 


 Fælles indsats mod udskillelse

 Når social kompetencer er noget, der skal læres

 Vi har fået vendt noget negativt til noget meget positivt

 Inklusion i metermål

Fælles indsats mod udskillelse

Otte københavnske inklusionskoordinatorer hjælper skoler og institutioner med at inkludere børn med særlige behov. Inklusionskoordinatorerne arbejder med at flytte fokus fra problemer til succeser og udviklingsmuligheder.

Lærerne var ved at sige op, forældrene til de andre børn var utilfredse, og der var altid uro i klassen. Og når ansvaret skulle placeres, pegede pilen oftest på den lille, charmerende men også meget urolige Lucas. Han har fået diagnosen GUA – ”Generelle Udviklingsforstyrrelser Andet.” Eller sagt på en anden måde: ingen af de mere kendte diagnoser som ADHD eller autisme passer på ham. Lucas er normalt begavet, men han evner ikke at aflæse sociale spilleregler, han har meget vanskeligt ved at sætte sig ind i andres følelser og svært ved at forstå deres grænser. Og han bliver let frustreret og reagerer meget voldsomt.

”Det var rigtigt svært for Lucas at starte i første klasse. Han kunne ikke sidde stille. Han vandrede rundt i timerne, lavede konflikter, blev voldsom, lavede ofte en lydmur mod omverden og fik ikke lavet sine opgaver,” fortæller hans klasselærer Charlotte.

12 timers støtte
Udsatte børn som Lucas kan få selv garvede pædagoger og lærere til at føle afmagt og utilstrækkelighed. Efter 1½ år med frustrationer og problemer, blev der bevilliget 12 støttetimer om ugen til at inkludere Lucas i klassen. Men det er langt fra nok, mener lærerne, der i starten var mest tilbøjelige til at arbejde for at få Lucas sendt på en specialskole. Men ordren fra skolelederen lød på, at han kunne og skulle inkluderes i sin klasse.

”I starten følte vi os som gidsler. For vi var ikke forberedt på, hvordan vi skulle arbejde med ham. Når han blev frustreret, skubbede eller slog han bare. Og det er svært at håndtere, når man ikke har de redskaber, der skal til, for at hjælpe sådan et barn”, siger hans klasselærer.

En af Københavns otte inklusionskoordinatorer blev kontaktet for at yde støtte og sparring. På to år er det blevet til 16 møder mellem inklusionskoordinator Henrik Schou Nielsen og Lucas matematik- dansk og støttelærer, hans kontaktpædagog på fritidshjemmet, en PPR-psykolog og forældrene. Diagnosen er stort set ikke blevet nævnt med et ord. Men der bruges meget tid på at beskrive og finde en løsning på de situationer, hvor det er rigtigt svært for Lucas og hans omgivelser. Den fælles indsats har givet positive resultater både i skolen, på fritidshjemmet og privat. Ikke mindst det tætte samarbejde med forældrene har været vigtigt. For de er om nogen eksperter på deres eget barns udfordringer, og har givet en masse råd og anvisninger, der har hjulpet de professionelle til at forstå Lucas handlemønster og afhjælpe de problemer, der opstår omkring ham.

”Hans forældre har lært os, at det virker bedst, når vi stiller krav og betingelser og sætter meget faste rammer. I starten var det mig meget imod, at stille så store krav til ham, for jeg troede ikke han kunne leve op til dem. Men det har klart hjulpet”, siger dansklæreren.

Mobbeoffer
Det er ikke kun de voksne, Lucas har givet udfordringer. Allerede i børnehaven var der ingen, der ville sidde ved siden af ham, fordi han ofte blev voldsom. Klassekammeraterne undgik ham, og I lang tid var han til stede i klassen og på fritidshjemmet, men han blev aldrig inddraget i en leg eller inviteret med hjem til de andre børn. Og i frikvartererne var han det oplagte mobbeoffer, for de andre børn opdagede hurtigt, hvad der skulle til for at få ham til at gå helt amok.

”Lucas er som et batteri, der lader op, og så pludselig eksploderer han. Det syntes de andre børn var sjovt at fremprovokere” siger Brian, der er pædagog og har kendt Lucas fra den integrerede institution Dronning Louise, siden Lucas gik i børnehave.

I dag går Lucas i 2. klasse og har flyttet sig et kvantespring efter at der er blevet ydet en fælles indsats. Han har fået lært en række sociale kompetencer, han har venner og bliver inviteret med i leg, og han får lavet sine skoleopgaver ligesom alle de andre børn i klassen.

”Det har givet overskud og har frigjort energi, at vi sammen har løftet en lille udfordring ad gangen, Inklusionskoordinatoren har skabt håb og givet os nogle redskaber at arbejde med, og det er en stor hjælp, at der altid er nogen man kan ringe til, hvis det virkelig brænder på,” lyder det fra Lucas støttelærer.

_________________________________________________________________________________

Når sociale kompetencer er noget, der skal læres

Anerkendelse, respekt og imødekommenhed er nøgleordene, når børn med særlige behov selv skal være med til at sætte succeskriterier og mål for forbedringer op for sig selv – og efterfølgende evaluere deres egen indsats.

Umiddelbart er det en køn, sød og charmerende men også en lidt betuttet dreng, der kommer ind i lokalet. Han sætter sig ved det ovale mødebord, midt mellem mor og far. Så åbner han sin Nintendo, og på få sekunder er han dybt involveret i spillet. Der lyder dæmpede biplyde og høje udråb, og umiddelbart ser han ikke ud til overhovedet at ænse, at otte voksne sidder rundt om bordet og snakker om ham.

Men det står hurtigt klart, at Lucas opfatter hvert et ord. Og meningen med hele seancen er da også, at han selv skal være med til at beslutte, hvad han sammen med de voksne skal arbejde på at blive bedre til i den kommende tid – og hvordan han skal gøre det. Nintendoen er med til mødet, for at det ikke skal virke for voldsomt for ham, når de mange voksne går i gang med at tale om ham og hans måde at indgå i fællesskaber i klassen, på fritidshjemmet og derhjemme.

Stilleleg
”Sidste gang vi var her, satte vi et mål for dig – kan du huske, hvad var det var Lucas?”, spørger inklusionskoordinatoren, Henrik Schou Nielsen. Der bliver helt stille. Et langt øjeblik er de højlydte kommentarer til Nintendoen, det eneste der lyder i lokalet.

”Kan du huske hvad det for et mål, vi satte sidst?” gentager Henrik.
”Det ved jeg ikke”, siger Lucas mens han stadig er fordybet i spillet.
”Jo, hvis du tænker dig om, så gør du”, lyder det insisterende fra inklusionskoordinatoren.
”Jeg skulle lære at være stille,” lyder det så med klar røst.
”Hvor?”
”I skolen.”
”Hvordan går det så?”
”Godt nok. Tror jeg.”
”Hvad siger dine lærere?”
”De siger, det går fint,” lyder det snusfornuftigt. `

Henrik vender sig mod lærerne og spørger, hvordan de synes det går.

Ros
”Lucas skal have kæmpe ros. Jeg har aldrig før set ham lave så mange skriftlige opgaver. Han laver det samme som alle de andre. Det er et krav, jeg har stillet, og det gør han”, siger hans dansklærer. Matematiklæreren supplerer:

”Det går godt. Men der mangler noget motivation. Jeg kunne godt tænke mig, at Lucas havde noget mere lyst til at løse sine opgaver. Som det er nu, er det noget med, at opgaverne bliver løst, fordi der ikke er frikvarter eller frokost, før de er løst. Der er lidt forstyrrelser, før han går i gang. Men han når lige så meget som de andre i klassen.”

Færre konflikter
Da inklusionskoordinatoren første gang foreslog, at Lucas selv skulle være med til møderne og selv være med til at sætte mål for, hvor han gerne ville forbedre sig, var både lærere og pædagog imod. De syntes det var for voldsomt for en lille dreng at skulle høre otte voksne tale om ham. Men det centrale i metoden er netop, at der skal tales om ham og ikke hele tiden til ham. Og alt skal siges i en positiv og konstruktiv ånd. Det løfter en del af ansvaret for problemerne af Lucas skuldre, så det bliver problemet der er problemet og ikke Lucas, og det gør at der i stedet for fejl og mangler kommer fokus på succeser og fremskridt.

Henrik følger op og henvender sig igen direkte til Lucas:

”Lucas er der blevet flere eller færre konflikter?”
”Færre,” kommer det prompte.
”Hvad gør du, for at der kommer færre konflikter? Hvad er det du er blevet bedre til?”
”Jeg er blevet bedre til at lege nogle lege og bedre til at lege nogle sjovere lege.”

Stop
”Der er mange roser til dig. Men der er også noget med, at Lucas skal til at lære at blive bedre til at lytte, når andre børn siger stop. Kan det være et mål for næste gang. At finde ud af, hvordan man skal gøre, når et andet menneske siger stop eller ikke vil være med mere?” spørger inklusionskoordinatoren.

Her kommer fritidshjemspædagogen Brian på banen. Han har selv en socialpædagogisk baggrund og mange års erfaring: ”Jeg tror, at Lucas tit føler sig misforstået. For det kan godt være svært, når man gerne vil gøre noget i en god mening, og de andre så ikke opfatter det sådan. Men det kan være, vi kan hjælpe ham på vej ved at give ham nogle redskaber.”

”Lucas vil rigtigt gerne røre ved andre. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke er alle, der kan lide at man rører ved dem,” siger hans støttelærer.
Så kommer Henrik med et forslag: ”Vil det være en ide, hvis Lucas spørger jer om det er ok, at han rører ved jer?”
De andre nikker, og de bliver enige om, at målet til næste gang skal være, at Lucas skal øve sig i at stoppe med det samme, når andre siger nej eller ikke vil være med mere.

Skulderklap
Til sidst får Lucas et skulderklap af inklusionskoordinatoren på hele voksengruppens vegne. Fordi han har gjort så store fremskridt. Og fordi de trods alt holder utroligt meget af ham. ”Lucas, jeg synes simpelthen, at du har klaret det så flot og gjort så store fremskridt, at du skal have en gave fra alle os voksne”.

En indpakket gave bliver skubbet over bordet, og for første gang lægger Lucas sit Nintendo. Hans ansigt lyser op i begejstring, da han hurtigt åbner pakken og finder et Lego-strategospil. Det har ramt helt rigtigt. Og han mumler et tak, inden han stolt og glad får lov at forlade mødelokalet.

”Det kan godt være, at han ikke er 100% i mål, men det har flyttet sig utroligt meget”, konstaterer Henrik, da Lucas er gået og de sammen lige samler op på mødet. Samlet set er der repræsenteret tæt på 100 års erfaring i, at arbejde med børn, i lokalet. Men virkningen af den fælles indsats, der er ydet for Lucas har overrasket dem alle: ”Det er en helt anden dreng, vi ser nu. Og jeg troede virkelig ikke, at det var muligt, at få ham til at udvikle sig så meget,” udbryder den garvede fritidshjemspædagog. Måske er der foregået en fælles udvikling?

__________________________________

        

Vi har fået vendt noget negativt til noget meget positivt

Hun hører aldrig efter. Hun har problemer med at koncentrere sig i skolen. Der er altid konflikter omkring hende. Og når der er optræk til krav eller skæld ud stikker hun af. Ofte ender hendes mor med at slå hende i afmagt. Først da de får hjælp fra Familieskolen bliver der løst op for problemerne.

Mia er enlig mor. Hun arbejder på et postkontor og ofte på skæve tidspunkter. Hun har perioder af sit liv med medicinkrævende depression. Det fører til opsigelse og isolation. I mange år påvirker problemerne den lille familie i så høj grad, at hendes datter udvikler nogle uheldige adfærdsmønstre. Problemerne derhjemme påvirker skolen. Og en dag da klasselæren tager fat i den 6 årige pige, fortæller hun, at hendes mor slår hende.

”Det var hårdt at indrømme, at jeg slog. Klasselæreren foreslog, at jeg snakkede med skolepsykologen. Men det var ikke nogen succes. For jeg havde håbet at psykologen kunne give mig nogle redskaber til konflikthåndtering. I stedet følte jeg, at psykologen pegede fingre af mig. Og det var ikke lige det, jeg havde brug for i den situation.”

Så problemerne fortsætter ind til Mias datter i 1. klasse får en ny klasselærer. Hun bemærker at noget er galt og tager initiativ til en snak med en socialrådgiver. Socialrådgiveren foreslår et ophold på et familiekursus. Og i starten af anden klasse bliver hendes datter henvist til familieskolen i Furesøen og samtidig får Mia bevilliget orlov fra sit arbejde.

”Jeg troede, at min datter led af Autisme eller ADHD og jeg tænkte, at det kunne være fint, hvis hun kunne komme på sådan en familieskole og lære noget. Jeg havde slet ingen fornemmelse for, at det var mig, der havde behov for at lære”, siger Mia

Det bliver til 26 uger på familieskolen i Furesøen fire dage om ugen. En dag om ugen er Mias datter tilbage i sin almindelige klasse. Det skal sikre, at hun ikke mister tilknytningen til klassen. Lærerne fra hjemklassen bliver inddraget, og elverne kommer også op på familieskolen for at besøge deres klassekammerat. På Familieskolen oplever Mia og hendes datters lærere og psykologer, der lytter og forstår men som også udfordrer og stiller krav om forandringer.

Og hendes datter indgår i et tæt netværk med andre familier, som deler ud af deres erfaringer og observationer. Og Mia der hidtil ikke har haft en særlig stor eller særlig ressourcestærk vennekreds oplever, at hun både kan dele sine glæder og sorger med andre. Pludselig får hun et fællesskab med folk, der kan identificere sig med hendes problemer og er villige til at investere noget af sig selv i at hjælpe. En psykolog får Mia til at forstå, hvordan datteren oplever deres hverdag.

”Det var underligt at sidde med sin datter på 8 år og for første gang høre hende fortælle, hvordan hun oplevede vores konflikter. Hun sagde, at jeg altid var sur, og hun følte, at hun aldrig kunne gøre noget rigtigt. Hun syntes aldrig, jeg havde tid til at være sammen med hende, hun vidste aldrig, hvor hun havde mig, og hun havde dårligt selvværd, fordi jeg altid hakkede på hende.”

Ved fælles hjælp blev der sat mål for, hvad der skulle til for at de kunne blive en god familie igen. Og hvad der skulle til for at Mias datter kunne blive inkluderet i klassen derhjemme og ikke bare blive opfattet som ballademageren. Og netop sparringen og det at se egne adfærdsmønstre i et nyt lys var noget af det, der hjalp mor og datter til en positiv ændring.

”Det var typisk, når jeg skældte ud, at hun stak af. Så stak jeg efter hende, for at bringe hende tilbage. Virker det overhovedet at forsøge at tvinge hende tilbage?, spurgte psykologen mig. Det gjorde det jo ikke. ’Skal vi så ikke prøve at finde en anden metode til at løse jeres konflikter, spurgte han.’

Mia lærte at være mindre kontrollerende. At lade være med at brokke sig og at se positivt på livet og andre mennesker. Og hun lærte at give sin datter luft og lade hende rase ud. Hun lærte at sige: jeg kan se, du er ked af det, er der noget jeg kan gøre. Og datteren lærte at læse andres følelser, at håndtere vrede, og selv sige til, når hun havde brug for en time out.

I dag tre år senere bruger de stadig mange af metoderne som de lærte på familieskolen. Der hænger stadig målskemaer på køkkenlågen, hvor datteren scorer både sig selv og sin mor, og der kan fortsat være behov for, at de beder hinanden om en time out. Men der er kommet langt mere ro og et utroligt overskud – også til at tage sig af andre, der har brug for hjælp.

Mia har fået fast job på et fritidshjem, hvor hun især arbejder med nogle af de børn, der har det svært, og her bruger hun mange af de metoder, hun har lært på familieskolen. Og i dag er hun selv aktiv med at hjælpe i netværket af familier fra familieskolen. Hun har fået sig en ny og mere givende vennekreds og en kæreste, der passer på hende. Og datteren klarer sig bedre i skolen og har langt lettere ved at indgå i sociale relationer. Mia tøver ikke med at kalde det et helt nyt liv.

”Familieskolen har fået vendt noget meget negativt til noget meget positivt. Og hvis ikke det var for Familieskolen var mit barn måske blevet tvangsfjernet”.

Familieskolernes indsatser fortsætter i FamilieKursernes regi. Det er ud fra samme teori og principper der arbejdes.


____________________________________

Inklusion i metermål

Et barn, der udviser en bekymrende adfærd. En omgangsform, der er kørt helt af sporet. Eller forældre, der har problemer med at sætte grænser for deres børn. På FamilieKurserne København arbejder man med at skabe positive forandringer omkring sårbare børn. Metoden går ud på at sætte konkrete mål på det, der skal forbedres. Og holde hinanden op på resultaterne.

”Vores udgangspunkt er, at det ikke er barnet, der er noget galt med. Barnet reagerer blot symptomatisk på den måde vi forholder os til det. Derfor gør vi meget ud af inddrage betydningsfulde voksne hele vejen rundt om barnet og indgå et tæt samarbejde med hjemskolen”, fortæller leder af FamilieKurserne København, Kirsten Dreyer.

FamilieKurserne er et tilbud til børn, der mistrives på grund af adfærds- trivsels- eller følelsesmæssige problemer. ”Det er typisk børn som oplever sig selv som ekskluderet fra fællesskabet og som måske står på grænsen til at blive sendt i et specialtilbud, fordi de har svært ved at indgå i en klasse på lige fod med alle andre”, fortæller Kirsten Dreyer.

Familierne deltager i et kursusforløb på normalt 16 uger, hvor de hver uge er to dage på FamilieKursus. Resten af ugen er familien tilbage i hverdagen og barnet er på sin faste skole for at bevare størst mulig tilknytning til egen klasse. Målet med kurserne er, at sikre inklusion og at skabe blivende forandringer, der muliggør, at barnet undgår at blive sendt i specialskole. Skolelederen fra barnets skole er tovholder, idet et af formålene med et ophold på kursusstedet er fortsat inklusion i folkeskolen.

”I stedet for udelukkende at have fokus på barnet er tankegangen med FamilieKurserne, at det i ligeså høj grad er omgivelserne, der skal ændre på deres syn på barnet,” siger Kirsten Dreyer.

Men også en fælles indsats hele vejen rundt om barnet er vigtig. Derfor holdes der en gang om måneden fælles statusmøder med barnet, forældrene, SFO’en, skoleledelsen, PPR-psykologen og AKT-vejlederen. Den indsats fortsætter i op til seks måneder efter et familiekursus er gennemført.

På FamilieKurserne arbejdes der efter den såkaldte Marlborough-metode. Tanken er, at alle – både forældre, barn og lærere er en del af løsningen men også en del af problemet. Metoden går ud på, at der i fællesskab skal sættes nogle mål og arbejdes med at løse nogle problemer, som eleven selv vælger at arbejde med.

”Man coacher forældrene og indgyder dem kraft og mod til sammen med deres børn, at skabe de nødvendige forandringer i forhold til skolens sociale og faglige liv. Det indebærer også en høj grad af åbenhed – overfor de andre børn og deres forældre og overfor alle de, der arbejder med børnene til daglig,” fortæller Kirsten Dreyer.

Fire københavnske skoler tilbyder i alt 40 pladser i FamilieKlasser med 2-3 dage i FamilieKlasserne per uge fordelt over 26 uger.