Københavns Erhvervscenter har en meget vigtig servicefunktion som erhvervslivets indgang til Københavns Kommune. Hvis en virksomhed har en problemstilling, der involverer kommunen, er Erhvervscentret et godt sted at henvende sig. Især hvis man som virksomhed ikke lige har styr på, hvem der er rette kommunale instans at henvende sig til.Og selv i de lidt specielle og vanskelige sager, er der ofte hjælp at hente, idet et par af medarbejderne i Erhvervscentret har udviklet en særlig evne til at kunne komme omkring det kommunale bureaukrati. Internt omtales deres virke som ”bureaukrati-busters” i betydningen, at de formår at stoppe og afbøde bureaukratiske bestemmelser. ”Vi kender bureaukratiet og taler kommunens sprog. Derfor kan vi ofte med held servicere virksomheder og hjælpe dem igennem med nogle løsninger, som er tilfredsstillende for såvel kommunen som virksomheden. Vi ændrer ikke på reglerne, men vi bruger dem kreativt,” fortæller erhvervskonsulent Erik Nørgaard og erhvervsrådgiver Peter Fritzen.
Deres indsats har i flere tilfælde haft en afgørende indflydelse på, om nye erhvervsrettede initiativer er kommet igennem. Især når det gælder udviklingen af byrummet på åben gade og pladser til kreative formål, har de to medarbejdere fra Erhvervscentret gode erfaringer med at tale virksomheders og projektmageres sag i relation til kommunens behandling af ansøgninger og tilladelser.