Københavns Erhvervscenter har et gratis tilbud til de virksomheder, der for alvor mærker, at krisen kradser. Workshoppen ”Virksomheder i en krisetid” forsøger at besvare de spørgsmål, der naturligt melder sig, når ordrebøgerne er tomme eller slunkne og kassekreditten rødglødende.
Specielt for iværksættere og helt små virksomheder er det en udfordring midt i en økonomisk nedgangsperiode at få tid til og overblik over, hvad der kan og skal gøres for at komme bedst muligt igennem krisen.
”I nogle situationer er det bedst at få lukket ned her og nu. I andre scenarier kan en virksomhed måske skrue aktiviteterne ned på vågeblus for så at komme igen, når krisen er overstået,” siger erhvervsrådgiver Stig Sørensen, der har tilrettelagt workshoppen med fokus på finansiel styring af virksomheder i krise.
Ifølge Stig Sørensen er det vigtigste, at man som iværksætter eller virksomhedsejer forholder sig til realiteterne.
”Hvis det går dårligt i virksomheden, hjælper det ikke noget at lukke øjnene, hvor fristende det end kan være. Tidsfaktoren er ofte afgørende for, hvor god en løsning, der kan udarbejdes,” siger Stig Sørensen.
Alligevel er det kun ganske få af de kriseramte iværksættere og virksomhedsejere, der hidtil har benyttet sig af tilbuddet om Københavns Erhvervscenters workshop for kriseramte virksomheder.
”Jeg kan kun opfordre iværksættere og små virksomheder til at søge rådgivning og hjælp til at komme igennem krisen. Realiteten er dog, at vi hidtil kun har fået få henvendelser fra virksomhederne, selv om statistikken taler sit tydelige sprog. Alligevel fastholder vi vores tilbud om at gennemføre disse workshops, da vi kan se, at det er til gavn for deltagerne,” siger Stig Sørensen.