NemRefusion - ny sygedagpenge-løsning

23. august 2010
I dag lanceres NemRefusion, der skal gøre det nemmere for virksomhederne at få udbetalt arbejdsgiverrefusion og sygedagpenge fra kommunerne.
I flere år har kritikken haglet ned over kommunerne og deres langsommelighed i forbindelse med udbetaling af arbejdsgiverrefusion; lønkompensation til erhvervsdrivende for ansatte under sygdom, på barsel eller i fleksjob.

KOMBIT A/S lancerer i dag i samarbejde med KL og Beskæftigelsesministeriet den nye syge- og barseldagpengeløsning, NemRefusion. Den nye løsning er en moderniseret udgave af den succesfulde indberetningsløsning på Virk.dk. Samtidig vil NemRefusion gøre livet nemmere for kommuner, virksomheder og a-kasser ved at åbne for automatisk indberetning via system-til-system snitflader.

Via NemRefusion vil virksomheder, selvstændige og a-kasser let og hurtigt kunne anmelde og anmode om refusion af syge- og barseldagpenge. Derudover vil virksomheder samt selvstændige yderligere kunne indberette sygefraværssamtalerne digitalt. Kommunerne vil automatisk kunne hente indberetningerne direkte ind i deres fag- og ESDH-systemer.

Som noget nyt vil virksomheder og selvstændige også have adgang til et venteregister, som automatisk via e-mail og sms kan varsle virksomheden om de mange frister på syge- og barseldagpengeområdet. Det giver mulighed for at tilpasse indberetningen til virksomhedernes normale lønanvisningsrutiner. Endelig får virksomheder og selvstændige også adgang til at se status på kommunens sagsbehandling og specifikationen af eventuelle udbetalinger.

Læs mere på www.nemrefusion.dk
Få adgang til Nemrefusion via www.virk.dk

 
 
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212