Er en elev væk fra skole i fem sammenhængende dage, er det bekymrende fravær. Det betyder, at skolen med det samme skal kontakte forældrene, så det kan vurderes, om skole og eventuelt de sociale myndigheder skal træde til med støtte til barnet og familien. Sådan lyder et af punkterne i en ny vejledning til skolerne i Københavns Kommune.
”Tidligere undersøgelser viser, at lærere har svært ved at finde ud af, hvornår de skal reagere på elevers fravær. Med denne vejledning er der sat nogle klare normer for, hvornår lærerne skal handle, og hvornår de sociale myndigheder skal inddrages,” siger Signe Kofoed Janot, projektleder, Socialforvaltningen.
Tidlig indsatsDen nye vejledning fra Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen skal sikre, at børn med problemer får hjælp så hurtigt som muligt
”Fravær er ofte et tegn på, at eleven ikke trives enten i skolen eller i familien, og derfor skal alle relevante fagligheder blandt andet de sociale myndigheder inddrages så tidligt som muligt. Jo tidligere der sættes ind med hjælp, jo større mulighed er der for at få barnet på rette spor”, siger Signe Kofoed Janot.
Samtidig med at vejledningen angiver, hvornår fravær er bekymrende, er der også lavet en konkret handleplan for procedurer vedrørende bekymrende fravær.
FAKTAVejledningen skal endelig vedtages på Socialudvalgsmødet den 18. august
I Københavns Kommune ligger andelen af elever med bekymrende fravær på 1,5 procent. 460 børn og unge har haft bekymrende fravær i skoleåret 2008/2009. (Tallet skal dog ses med en vis forsigtighed, da registrering af elevfravær endnu ikke er helt ensartet).
Bekymrende fravær: Fravær på mindst fem sammenhængende fraværsdage, syv dage i en periode på 20 skoledage eller 15 dage i en periode på 60 skoledage. Samt andet fravær, der ikke overskrider de fastsatte grænser, men alligevel opfattes som bekymrende.
Retningslinierne og vejledningen er en del af Socialforvaltningens strategi for udsatte børn og skal implementeres fra september 2010Læs vejledningen Læs mere om bekymrende adfærd
Pressechef Ulrik Aarhus