Amager Fælled Skole indvier sin madskole

22. februar 2010
Den 26. februar slår Amager Fælled Skole dørene op for et nyt, moderne køkken og en ny, lækker kantine til eleverne.
Amager Fælled skoleDen 26. februar 2010 indvier Amager Fælled Skole det nye produktionskøkken og kantinen, der bliver omdrejningspunktet i skolens målrettede arbejde med at øge elevernes indlæring, trivsel, motivation og koncentration.

Det fejrer skolen med en officiel indvielse fra kl. 12.00 til 14.00 med smagsprøver på køkkenets formåen, elevoptræden samt taler af bl.a. børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S), skolens muse Claus Meyer m.fl.

- Jeg glæder mig til at klippe snoren til køkkenet og kantinen, for det er ikke bare nye lokaler. Vi ved, at god kost har en afgørende betydning for børns trivsel. Derfor er åbningen indgangen til noget nyt, hvor børnene får bedre muligheder for at trives og have det godt, og dermed også få mest muligt ud af deres skolegang, siger Anne Vang.

Indvielsen af de nye køkken- og kantinefaciliteter markerer samtidig begyndelsen på skolens status som én af Københavns fem madskoler, der har mad, maddannelse og sundhed som en central og integreret del af hverdagen og skolens profil udadtil.

Overordnet sundhedsprofil
På Amager Fælled Skole kommer det dog ikke kun til at handle om mad. Skolen er udpeget som Københavns Kommunes Sundhedpædagogiske profilskole, og arbejder på at udvikle en overordnet sundhedsprofil, der kombinerer indlæring, trivsel og motivation med mad/sundhed, motion/idræt, naturvidenskab og skolens øvrige fag. Ifølge skoleleder Yasar Cakmak er der nemlig en klar sammenhæng mellem sundhed og indlæring:

- Erfaringsmæssigt ved vi, at sundhed og livskvalitet hænger tæt sammen. Vi skal bruge vores sundhedsprofil til at skabe sammenhæng mellem det praktiske og det faglige. Vi skal tænke sundhedsdimensionen ind i alle skolens fag og hele det praktiske liv. Empiriske undersøgelser viser fx, at der er en positiv sammenhæng mellem sundhed bredt og elevernes indlæring, trivsel, motivation og koncentration. Kvaliteten bliver højere, når der er sammenhæng mellem fagene, og når børnene får lov at omsætte det, de lærer i teorien, til praksis. Her er sundhedsprofilen og madskolen genial, fordi så mange fag kan indgå. Vi har mange dygtige linjefagsuddannede lærere indenfor alle fag, som kan sikre den nødvendige tværfaglighed og sammenhæng.

Eleverne på Amager Fælled Skole kommer til at deltage aktivt i køkkenarbejdet. Teams på ca. 4-6 elever vil på skift arbejde med i køkkenet, og de vil samtidig fungere som buffetværter, der fortæller de andre børn om dagens mad og opfordrer dem til at udfordre deres madmod.

Lokalsamfundets samlingssted
Men brugen af køkkenet skal ikke stoppe med skoledagen. På sigt er det skolens tanke at åbne det nye ’madmiljø’ op for lokalsamfundet, så både private og foreninger kan få glæde af de nye faciliteter. Der er endnu ingen konkrete planer, men det kunne være i form af fælles middagsmad for elever og forældre eller i forbindelse med afholdelse af fester og konferencer.

Det omfattende byggeprojekt på Amager Fælled Skole har ud over de nye køkkenfaciliteter omfattet renovering af faglokaler, tag, vinduer og facader. Det vil sige, at hele skolen har fået et ansigtsløft. Det næste projekt er renovering af skolegården, som skolen er i gang med at søge midler til.
 
 
Kontakt Henvendelse
Børne- og Ungdomsforvaltningen
Drift & Anlæg
E-mail: zq73@buf.kk.dk
 Banner - Vi skaber plads til byens børn.

Se hvor vi bygger   
- eller udvider skoler og institutioner
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212