Sundhedshus Amager åbner

25. februar 2010
1. marts åbner Sundhedshus Amager på Hans Bogbinders Alle 3. Her kan amagerkanerne få sygepleje, genoptræning og behandling af livsstilssygdomme. Åbent hus giver ’smagsprøver’ på tilbuddene i hele marts.
Sundhedshus


Det nye sundhedshus ligger i en af de gamle fløje af Amager Hospital og indeholder både forebyggelses-, behandlings- og genoptræningstilbud.


- Alt er pakket ud, og vi mangler kun at få et par praktiske ting på plads, før vi er helt klar til åbningen. Det bliver dejligt at komme i gang, og vi glæder os til at tage imod de første borgere, fortæller chef for Forebyggelsescenteret i Sundhedshus Amager, Anette Maj Billesbølle.


Fleksibilitet og faglig synergi

Foreløbig rummer huset en sygeplejeklinik, et træningscenter, hjemmeplejen og et forebyggelsescenter. Både Sygeplejeklinikken og Træningscenteret er 'gamle tilbud' i SUF, som nu ligger dør om dør i nye lokaler: I Sygeplejeklinikken får borgerne visiterede sygeplejeydelser, fx sårpleje, rådgivning og medicindosering. Det giver fleksibilitet, for borgerne kan selv bevæge sig til klinikken, når det passer ind i deres dagsprogram og samtidig holde sig aktive. Træningscenteret genoptræner borgere over 65 år efter henvisning fra lægen eller hospitalet.

At tilbuddene er blevet samlet et sted skal give faglig synergi og sparring og gøre det nemmere for borgerne, fordi de kun skal henvende sig et sted.


Hjælp til livsstilsygdommene

Men med sundhedshuset får borgerne på Amager også et nyt forebyggelsescenter - et helt nyt tilbud om hjælp til at behandle og forebygge livsstilssygdomme.


- Ét af vores tilbud er rehabilitering af borgere med forskellige livsstilsygdomme, fx diabetes 2, KOL (kronisk lungesygdom) og hjertekarlidelser, som er henvist for at få hjælp med åndedrætsbesvær eller nedsat mobilitet. Derudover har vi et tilbud til borgere med symptomer på begyndende kronisk sygdom, fx forhøjet blodtryk eller overvægt.
De borgere kan selv henvende sig i centeret, og herfra kan vi hjælpe direkte videre til motion i Forebyggelsescentret eller et andet tilbud i bydelen, forklarer Anette Maj Billesbølle. .


Borgerne med fra starten
Fra efteråret tager Forebyggelsescenteret også fat på at rådgive borgere, som kan gå direkte ind fra gaden, om alkohol, rygning, motion og kost.

- Og derfor er borgerne på Amager inviteret med til åbningsreceptionen: Hvis vi skal have dem til at henvende sig i huset, kræver det en stor indsats for at vise, hvem vi er, og signalere, at vi byder indenfor. Det starter allerede på åbningsdagen og fortsætter med åbent hus i resten af marts, siger Anette Maj Billesbølle.

Sundhedshus Amager skal på sigt også rumme Socialforvaltningens alkoholenhed og med tiden praktiserende læger og andre private sundhedsleverandører.


Kom til åbningsreception og åbent hus

Når sundhedshuset slår dørene op den 1. marts kl. 13.45, er der aktiviteter og taler på programmet, bl.a. af sundhedsborgmester Ninna Thomsen. Foreninger og borgere er inviteret til at deltage festlighederne.

Sundhedshus Amager holder desuden åbent hus alle hverdage fra den 2. marts og måneden ud mellem kl. 10-14.


Begge dele finder sted i sundhedshuset, Hans Bogbinders Alle 3, opgang 7


Følg løbende med, og læs mere her på kommunens hjemmeside: www.kk.dk/sundhedshuse.

 

 
 
Sundhedshuse Lokalplaner

Vesterbro/Valby - Kgs. Enghave
Sundhedshus Vesterbro-Kgs. Enghave
Vesterbrogade 121
1620 København V.
Tlf. 82205220


Amager Øst/Vest
Sundhedshus Amager
Hans Bogbinders Allé 3
2300 København S.
Tlf. 82205100


Vanløse/Brønshøj-Husum
Sundhedshus Vanløse
Indertoften 10
2720 Vanløse
Tlf. 35302595



Nørrebro/Bispebjerg
Sundhedshus Nørrebro åbner i midten af 2013.

Indre By/Østerbro
Sundhedshus er endnu ikke etableret.
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212