Sydhavnen får sin skole

11. marts 2010
Nu begynder forberedelsen af den byggegrund på Teglholmen, der skal huse den nye Sydhavn Skole. Det betyder, at første spadestik til skolebyggeriet som forventet vil finde sted ved årsskiftet 2010/11.
Sydhavn Skole i luftperspektiv, JJW Arkitekter

I april 2010 begynder Københavns Kommune at klargøre jorden, hvor den nye Sydhavn Skole om bare et års tid begynder at tage form.

På grunden skal der bygges skole med tilhørende KKFO (Københavns kommunes fritidsordning) - og i en selvstændig bygning idrætsfaciliteter og en daginstitution.

- Jeg glæder mig til at følge byggeriet af skolen, som får stor betydning for de mange nye familier i området, og for bydelen i det hele taget. Den helhedstænkning og kreativitet, der kendetegner projektet er meget positiv, og vil ganske sikkert smitte af på de kommende elever på skolen og området som helhed, siger Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang (S).

Dispositionsforslaget (dispositionsforslaget illustrerer den miljømæssige, æstetiske, funktionelle, tekniske og økonomiske løsning af opgaven i form af tegninger, som danner grundlag for projektets endelige udformning) til den nye skole blev færdigt i januar 2010 og frem til afslutningen af året arbejdes med projektering og udbud af byggeriet. Skolen forventes at stå færdig til brug i august 2012.

Skolen ud i byen – byen ind i skolen
Skolen bliver Sydhavnens nye skib. Et skib, hvor eleverne går ombord for at begynde deres dannelsesrejse. Indvendigt vil skibet opleves som en varieret by, hvor de forskellige rum op-træder som byens sædvanlige miks af huse, værksteder, butikker, gader og pladser.

Disse mange forskellige rum giver stor fleksibilitet og skal inspirere til en mangfoldig anvendelse. Og samtidig udformes skolen, så den understøtter dens naturlige rolle som bydelens nye centrum. Et element der var centralt, da JJW ARKITEKTER vandt den internationale arkitektkonkurrence i 2006.

- Vi bringer skolen ud i byen, samtidig med at vi bringer byen ind i skolen. Vi lader nærmest byens gade fortsætte ind gennem skolen på den ene side, mens vi mod havnen åbner skolen helt op. Her gør vi skolens tage til en del af byrummet ved at udforme bygningen således, at det bliver muligt at gå på den. Og inden for udformer vi skolen således, at faglokaler og fælles-faciliteter kan facilitere byen på bedste vis udenfor skolens normale åbningstid, fortæller arki-tekt og partner Lars B. Lindeberg fra JJW ARKITEKTER.

Skolens pædagogiske særkende
Sydhavn Skole får særligt fokus på det naturvidenskabelige og med sin beliggenhed ved vandet fokuseres specielt på det maritime. Ved ankomsten passerer man science området med biologi-, fysiklokaler mv. – og til sløjdlokalet, som har fået navnet Værftet, er der porte, som giver mulighed for at tage store projekter med ind i bygningen eller flytte arbejdet ud til van-det udenfor.

Den nye skole bliver både med sin profil og arkitektur en moderne skole, der understøtter klasseundervisning såvel som tværfagligt projektarbejde. Skolen vil således både kunne optage tidens og fremtidens pædagogiske undervisningsformer. Derudover har arkitekterne fokuseret på at skabe de optimale rammer for personalet, fordi det er en kendsgerning, at de bedste resultater opnås der, hvor skolens personale trives.

Arbejdet med udearealerne
Indtil videre er det kun selve skolebygningen, der har fået form. Frem til april 2010 fortsætter arbejdet med at udforme den selvstændige bygning og indretning af udearealerne (Helheds-planen).
Det sker i dialog med Lokaludvalget for Vesterbro/Kgs. Enghave, JJW ARKITEKTER, Keinicke og Overgaard Arkitekter samt PK3 Landskabsarkitekter m.fl.

Læs mere og følg projektet på www.kk.dk/vibygger og www.jjw.dk.



 
 
Kontakt Henvendelse
Børne- og Ungdomsforvaltningen
Drift & Anlæg
E-mail: zq73@buf.kk.dk
 Banner - Vi skaber plads til byens børn.

Se hvor vi bygger   
- eller udvider skoler og institutioner
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212