Torsdag den 2. september satte Københavns Borgerrepræsentation gang i behandlingen af kommunens budget for næste år. Behandlingen startede med overborgmesterens budgettale og blev efterfulgt af taler fra partiernes budgetordførere.På tværs af talerne var der fokus på livskvalitet og vækst. Det var også et fokusområde i talerne at få skabt stabilitet på børneområdet.”I København siger vi: både-og. Det handler både om at sikre livskvaliteten og om at skabe vækst og beskæftigelse. Det skal gå hånd i hånd – det gør det ikke i dag. Vi skal lade os måle på kategorier, der både viser livskvalitet og økonomisk vækst - det gør vi ikke i dag”, indledte overborgmesteren sin tale med.Overborgmesteren slog også fast, at rammerne for årets forhandlinger er historisk stramme, og at budgettet er forpligtet af aftalen mellem staten og KL. Helt centralt er det at få ryddet op i økonomien på børneområdet og samtidig få plads til byens børn og styr på folkeskolen. Herudover fokuserede overborgmesteren blandt andet på moderne ældrepleje, misbrugspakke, sundhed, grøn vækst, krisepakke og korter ventetid for at få en plads på bocentre for handicappede og psykisk syge.Se hvad partierne prioriterer i årets budgetforhandlinger: Læs budgettalerne
Borgerrepræsentationen fortsætter arbejdet mandag den 6. september kl. 16 med taler fra ordførerne på de enkelte udvalgsområder. Andenbehandlingen af budgettet foregår i Økonomiudvalget tirsdag den 28. september og i Borgerrepræsentationen den 7. oktober.Du kan løbende følge med på årets budgethjemmeside www.kk.dk/budget11