Fest for Børnehuset Villa Bohéme

27. januar 2012
Den 27. januar bliver der afholdt indvielsesfest for den nye institutionsbygning på Bøhmensgade 10, hvor Børnehuset Villa Bohéme flyttede ind i sommer. Med byggeriet er der kommet 80 nye institutionspladser til områdets børn.
I juli 2011 stod den nye institutionsbygning i Bøhmensgade klar til brug, og kort tid efter flyttede Børnehuset Villa Bohéme ind i de nye lokaler. Nu er de nye beboere stort set faldet på plads, og det er blevet tid til at holde indvielsesfest.

Børnehuset Villa Bohéme har eksisteret siden juli 2010, hvor børn og personale flyttede ind i midlertidige lokaler i Njalsgade. Her boede de, indtil bygningen i Bøhmensgade stod klar.

Den tidlige opstart i den midlertidige institution betød, at ledere og en del af personalet blev ansat så tidligt i byggeprocessen, at de havde mulighed for at følge byggeriet og tilrettelægge indflytningen i den permanente institution.

Børnehuset Villa Bohémes indretning tilstræber at tage udgangspunkt i de seks pædagogiske læreplaners temaer. Det betyder, at huset er opdelt i forskellige temaer og funktioner, og der arbejdes med åbne døre.

Dette giver bl.a. børnene mulighed for større bevægelighed samt indflydelse på deres eget liv samtidig med, at der er rum til at skabe relationer på tværs af børnegruppen.

Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang glæder sig over de gode rammer, som nu har givet plads til 80 af områdets børn.

- København ligger i top over nyfødte borgere, og det er fantastisk positivt for en by at opleve et børneboom på den her måde. Men det er også en stor opgave at sikre daginstitutionspladser til de mange nye børn. Derfor er det altid en fornøjelse at se de nye institutioner skyde op, nu også på Amager. Det er værd at fejre, siger hun.

Som noget særligt ved byggeriet bliver tagterrassen på anden sal udnyttet som en del af udearealet. Som udgangspunkt er legepladsen i gadeplanet tænkt som legezone for børnehavebørnene og tagterrassen til vuggestuebørnene.
 
 
Kontakt Henvendelse
Børne- og Ungdomsforvaltningen
Drift & Anlæg
E-mail: zq73@buf.kk.dk
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212