Et flertal på Københavns Rådhus blev torsdag den 25. marts 2010 enige om en omfattende anlægspakke, Kickstart København, som skal sikre gang i økonomien ved at investere i de kommunale kerneopgaver og udviklingen af byen. Overborgmester Frank Jensen (S) udtaler: ”Den stigende arbejdsløshed, økonomiske krise og Københavns befolkningstilvækst kræver investeringer i byen. Med Kickstart København skaffer vi 5.500 ekstra arbejdspladser. På den måde bidrager vi til at sætte gang i hjulene igen. Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan levere nye daginstitutionspladser og holdbare løsninger til københavnerne.” Kickstart København indeholder investeringer i nye daginstitutionspladser, så Københavns Kommune igen kan tilbyde pasning inden for fire km fra hjemmet. Samtidig skal den tunge trafik ud af byen, og der investeres massivt nye cykelstier, grøn mobilitet og bedre byrum. Der skabes rammer for, at Københavns Universitets Nørre Campus og Rigshospitalet kan udbygges for 5 mia. kr. i de kommende år, og der sættes penge af til investeringer i kriminalitetsforebyggelse og bedre forhold for byens ældre. Teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) udtaler: ”Med Kickstart København bygger vi os ud af krisen. Vi investerer massivt i at skabe rammerne for byens fortsatte grønne og bæredygtige udvikling. I alt skaber vi grundlag for at investere 1,9 milliard alene i infrastruktur og grøn mobilitet. Det, synes jeg, er ret godt gået” Også Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Klaus Bondam (R) er glad for investeringerne: ”Vi ved godt, det er en udfordrende tid, københavnerne går ind i, og det er afgørende for Radikale Venstre, at vi får knækket ledighedskurven. Derfor er vi også glade for, at vi allerede nu kan reservere 96 mio. kr. til en kommende krisepakke for 2011, som skal sikre, at vi kommer styrket ud af den svære tid og får flere ledige i arbejde”.